Feltarbejde i Sydgrønland: Med skovl og vægt
af Robert S. Fausto, GEUS
Et nyligt overstået feltstudie i Sydgrønland er med til at validere vinterens snefald i vejrmodellen, som bruges til at beregne overflademassebalance på Polar Portal.
Et hold af GEUS-glaciologer har været på Indlandsisen i starten af maj for at lave værdifulde sne-akkumulationsmålinger i det sydlige Grønland. Vinternedbøren falder primært som sne og tilfører dermed masse til Indlandsisen. Snefaldet er en direkte faktor for, hvor meget det samlede årlige massetab for Indlandsisen bliver, fordi sommerafsmeltningen i en længere årrække har været markant forhøjet. Sne er bedre til at reflektere sollyset, som er den primære energi kilde til smeltning, end is. Derfor vil mere akkumuleret sne generelt resultere i mindre smeltning. Der bliver ikke foretaget mange målinger af hvor meget sne, der er akkumuleret gennem vinteren, fordi det er forholdsvis besværligt og dyrt at foretage disse målinger. Men de få målinger, der nu engang bliver foretaget, er utrolig vigtige for valideringen af de vejrmodeller, som simulerer vejret og nedbøren over indlandsisen.
Målinger sammenlignet med modeldata
Akkumulationsmålinger bliver lavet ud fra en snepit, som er et lavteknologisk hul gravet i sneen. En snepit giver en direkte måling af hvor meget sne, der er akkumuleret på det pågældende tidspunkt og sted. Da vi har med sne at gøre, er volumen ikke den samme i forhold til vand. Måden man konverterer mængden af sne til vand er, at fylde et fast volumen med sne for derefter at veje det, hvilket giver densiteten af sneen. Densiteten er et mål for hvor meget noget vejer i forhold til hvor meget det fylder, dvs masse divideret med rumfang. Når man har densiteten af den samlede snepakke, kan man udregne, hvor meget vand snepakken bliver til, hvis det hele smelter.
Overflademassebalancen på Indlandsisen udregnes med en model, der fodres med snefald fra DMI’s forskningsvejrmodel, HIRLAM-Newsnow. En sammenligning mellem vinterakkumulationen i denne model og de fem punktmålinger fra Indlandsisen i Sydgrønland viser en god overensstemmelse. HIRLAM’s gitterpunkter dækker et større geografisk område end de enkelte punktobservationer, hvilket kan være en del af forklaringen på forskellene.