Hvad er forskellen på overflademassebalance og smeltning?

Af Peter Langen, DMI/Polar Portal
22. maj 2014

Udtrykket ”overflademassebalance” bruges om tilførsel eller tab af sne og is på Indlandsisens overflade. Det omfatter smeltning, snefald, genfrysning af smeltevand og fordampning af sne (sublimation). Daglige kort af dette vil ofte se anderledes ud end kort over udbredelsen af smeltning ved overfladen.

D. 20. maj 2014 er et smukt eksempel på forskellen mellem overflademassebalance (på engelsk: surface mass balance, SMB) og smeltning alene. Figuren viser den modelberegnede SMB som vist på Polar Portal sammenlignet med udbredelsen af overfladesmeltning i samme model. Vi gengiver også den satellitbaserede udbredelse af smeltning fra NSIDC. Der er klare forskelle mellem SMB og smeltning, især i Sydgrønland: På SMB-kortet ses blå områder med massetilvækst på steder, hvor både model og satellit finder smeltning. 

Illustration fra 20. maj 2014 af forskellen mellem (venstre) model-beregnet overflademassebalance vist på Polar Portal og (midt) områder hvor overfladesmeltning overskrider 1 mm/dag i den samme model. Til højre vises den satellit-baserede smelteudbredelse fra http://nsidc.org/greenland-today/ (Image courtesy of the National Snow and Ice Data Center, University of Colorado, Boulder).

Hvordan kan det nu lade sig gøre? Husk på, at SMB tager sne og regn, sammen med afsmeltning af sne og is, genfrysning af smeltevand og sublimation med i betragtning. Især tidligt på sommeren er snelaget stadig ret koldt og kan genfryse store mængder vand. Det betyder, at vi kan have en situation som 20. maj, hvor overfladen er ved smeltepunktet, men smeltevandet genfryses længere nede i snelaget. Denne masse tabes derfor ikke som afstrømning til havet. På samme tid kan det sne eller regne på overfladen, hvorved der faktisk tilføres masse til Indlandsisen.

Et par andre ting er interessante at bemærke: Helt ude ved isranden længst mod syd viser SMB negative værdier. Dette sker enten fordi sneen er væk, så den underliggende is er blotlagt, eller fordi snelaget er varmet så meget op, at det ikke længere kan genfryse smeltevandet. I begge tilfælde fører det til afstrømning til havet og et egentligt massetab fra Indlandsisen.

Det er også interessant at bemærke områderne med lyserøde, svagt negative, SMB-værdier i Øst- og Nordøstgrønland. Dette massetab skyldtes ikke smeltning. Faktisk viser PROMICE-målingerne, at det stadig var ret koldt (ned til-10°C). Massetabet skyldtes sublimation – fordampning direkte fra den frosne overflade.