Masse- og højdeændring

Kortet og kurven viser, hvor meget isen øges, når der falder nedbør, og hvor meget den svinder, når sne og is smelter, og når isbjerge brækker af fra Indlandsisens store udløbs-gletsjere. Trenden i disse masseændringer over et glaciologisk år (sept.-aug.) kaldes den totale massebalance af Grønlands indlandsis.

Kortet viser de seneste masseændringer udledt af data fra GRACE-satellitterne.

Kurven viser udviklingen i is-masseændringer måned for måned, målt i gigaton (1 Gt er 1 mia. tons eller 1 km3 vand). Venstre akse på grafen viser bidraget til det globale havniveau. 100 Gt svarer til 0,28 mm globalt havniveaustigning).

Disse data viser, at hovedparten af den tabte is stammer fra områderne i kanten af Indlandsisen, hvor andre observationer også viser, at isen bliver tyndere, at gletsjerfronterne trækker sig tilbage i fjorde og på land, og at der er øget smeltning fra isens overflade.

Højt på den centrale indlandsis viser GRACE-satellitterne til gengæld, at der er en mindre tilvækst i isens masse. Andre målinger tyder på, at det skyldes en mindre vækst i nedbør/snefald.

Alle ændringerne er set i forhold til juni 2006.

Ud fra disse data ses det, at den grønlandske indlandsis i perioden 2003-2011 har mistet i gennemsnit 234 km3 vand årligt, og det svarer til et årligt bidrag til den gennemsnitlige havstigning på 0,65 mm (Barletta et al. (2013)).

Læs mere her.

Her vises de månedlige ismasseændringer af 8 store dræningsbassiner, som Grønlands indlandsis kan inddeles i. Det ses, at der er store regionale forskelle i størrelsen og timingen af masseændringerne i de forskellige bassiner.

Masseændringerne her er beregnet ud fra data fra GRACE-satellitterne, ved brug af metoden beskrevet i Barletta et al. (2013).

Kurverne viser udviklingen i masseændringer måned for måned, målt i gigatons, Gt (1 Gt er 1 mia. tons eller 1 km3 vand. 100 Gt svarer til 0,28 mm globalt havniveaustigning).

Læs mere her.

Kortet viser, hvor meget Grønlands Indlandsis er blevet enten tykkere eller tyndere pr. år i perioden fra 1. januar 2012 til 31. december 2016. Det ses, at store dele af isranden er blevet flere meter tyndere pr. år. Man kan tydeligt se, at der er sket en stor udtynding af nogle af de største udløbsgletsjere. Det gælder bl.a. Jakobshavn Isbræ i Vest- og Helheim i Østgrønland. Det ses også, at mere centrale dele af Indlandsisen umiddelbart ser ud til at være blevet lidt tykkere, hvilket ses specielt i det centrale syd.

Læs mere her.

 

8 forskellige områder i Grønland

 

De 8 dræningsbassiner er defineret af forskere ved NASA og indeholder oprindeligt 19 bassiner. Det er dog ikke muligt at adskille så små bassiner fra hinanden, når man bruger data fra GRACE-satellitterne, og derfor er de 19 bassiner samlet i 8 større.

Den originale bassindefinition kan ses hos NASA

Det skal også nævnes, at det ikke er muligt at adskille det signal, der kommer fra randen af Indlandsisen fra det, som kommer fra de små gletsjere og iskapper, der ligger rundt om. Derfor indeholder de masseændringer, som vises i graferne, signalet fra begge.

 

Læs mere om GRACE-missionens afslutning og gæt, hvornår satellitterne brænder op i atmosfæren

GRACE-missionens hjemmeside

GRACE-satellitterne måler tyngdekraften

 

Figurerne er baseret på data fra GRACE-satellitterne (drevet af NASA og Deutsches Zentrum für Luft- und Raumfahrt, DLR). Tyngdekraften ændrer sig, når mængden af is ændrer sig, og det kan måles fra GRACE-satellitterne. Data fra satellitterne bliver behandlet på forskellige centre, som leverer månedlige modeller af Jordens tyngdefelt. Metoden, som benyttes her til at udlede ændringerne i mængden af is ud fra ændringer i tyngdekraften, er udviklet af forskere ved bl.a. DTU Space, og er beskrevet i detalje i Barletta et al. (2013). De rå GRACE-satellitdata bliver omhyggeligt behandlet og tjekket, før de gives videre, og derfor er der en forsinkelse på billederne på nogle måneder.

 

Mere om GRACE-missionen

 

GRACE (Gravity Recovery And Climate Experiment) er en NASA-DLR satellitmission. GRACE-missionen består af to tvillingesatellitter, der blev opsendt marts 2002. De kredser begge om Jorden i en højde på omkring 500 km. De to satellitter har en indbyrdes afstand på omkring 220 km. Denne relative afstand bliver målt meget præcist, og denne information bliver brugt til at danne månedlige, globale modeller af Jordens tyngdefelt.

GRACE-missionen har været en stor succes, og efter mere end 15 år dataindsamling blev missionen afsluttet i oktober 2017. I sidste ende var det batterierne på den ene af satellitterne, der var brugt op, men under alle omstændigheder vil begge satellitter nå en så lav højde at de vil brænde op i atmosfæren i december 2017 eller januar 2018. Missionen var oprindeligt til kun at vare 5 år.

Der vil nu komme et hul i tygdedata, inden GRACE follow-on missionen (GRACE-FO) kan levere data til at fortsætte tidsserien af masseændringer af Grønlands indlandsis. GRACE-FO er planlagt til opsendelse i starten af 2018.

 

Mere om metoden

 

Som nævnt findes der adskillige centre, der producerer de månedlige GRACE tyngdefelter, som  benyttes til at estimere ismasse-ændringerne. Her anvendes de data, som produceres af Centre for Space Research, University of Texas.

GRACE-satellitterne måler de samlede ismasse-ændringer – her og nu. En del af disse ændringer skyldes dog også, at Jordens masse løbende ændrer sig som en slags forsinket følge af tidligere ændringer i iskappernes størrelse (lidt som en sofa langsomt retter sig ud, når man rejser sig op). Det kalder man Glacial Isostatic Adjustment. Der gøres opmærksom på, at de masseændringer, der vises her, ikke er korrigeret for de masseændringer, der skyldes Glacial Isostatic Adjustment.

Mere information:

Læs mere om GRACE-missionens afslutning og gæt, hvornår satellitterne brænder op i atmosfæren

GRACE-missionens hjemmeside

 

Radarbaserede højdemålinger

 

Højdeændringerne er baseret på data fra ESA’s radar CryoSat-2. CryoSat-2 har kontinuert målt højden af Grønland siden juli 2010. Den revolutionerende højdemåler ombord CryoSat-2 er for første gang i stand til at måle ændringerne af Grønland indlandsis tæt på kysten. Det er netop her (ved isranden) de største ændringer sker. Derved giver data fra Cryosat-2, det mest retvisende billede af ændringerne på Grønland til dato.

Metoden til at beregne disse højdeændringer er udviklet ved DTU Space og er forklaret i detalje her: Simonsen and Sørensen (2017, på engelsk).

CryoSat-2 er en såkaldt radaraltimeter mission. Satellitten udsender et radarsignal, som reflekteres på Jordens overflade, hvorefter det kastes tilbage til satellitten. Højden af overfladen kan nu bestemmes ud fra den tid, det har taget for signalet at nå ned til Jorden og tilbage igen.

Det kan være lidt kompliceret at benytte radaraltimetre. Det er fordi, signaler visse steder kan trænge ned gennem den øverste del af sneen. Det betyder derfor, at signalet reflekteres fra et sted nede i sneen og ikke fra den fysiske overflade. Det gør signalets ”rejsetid” længere. Dette sker dog ikke i områder med jævnlig smeltning, som det er tilfældet ved isranden.

Mere information:

Højdeændringerne er frit tilgængelige på ESA’s hjemmeside (engelsksproget)

Mere viden om CryoSat-2